Saltkød

Tungekys med peberrod og spidskål

”Jeg spiser ikke noget, andre allerede har haft i munden”. Sådan er svaret omtrent halvdelen af gangene, når man spørger om folks preferencer for tunge som fødevare.

Tunge og peberrod passer sammen på en nærmest guddommelig måde. Når den fede bløde kalvetunge møder den spidse friske smag af peberrod, så bliver det bare ikke meget bedre. Samtidig har vi her at gøre, med et stykke kød, der faktisk gør sig mindst lige så godt koldt som varmt. Det indbyder derfor til man snupper det til aftensmad inden man laver resten til pålæg dagen efter.

Det kan betale sig at skære stykkerne fra tungespidsen til aftensmaden; den ende har efter min mening en bedre konsistens, når man spiser tungen varm.

Det skal du bruge

  • 1 sprængt kalvetunge
  • 1 løg
  • Nogle gulerødder og noget selleri
  • 1 tsk. peberkorn
  • 2-3 blade laurbærblade
  • 1 spidskål
  • 50 gr. smør
  • 1 spsk mel
  • 1 1/2 dl fløde
  • 1 1/2 dl kogelage
  • 2-4 spsk. fintrevet peberrod
  • Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du

  1. Lad tungen simre i letsaltet vand et par timer sammen med gulerødder, selleri, løg og laurbærblade. Den skal være så mør, at du uden besvær kan stikke skaftet af en grydeske gennem den. Når den er kogt mør skal den stå i kogelagen 20-30 minutter og køle ned.
  2. Det er nu, du skal beslutte dig for om du vil have tunge til aftensmad. Det vil du. Skræl et par kartofler, og smid dem ned til tungen. Når de er møre, et aftensmaden klar.
  3. I mellemtiden kan du passende lave en stuvning af spidskål og peberrod. Fjern stokken og skær kålen i strimler. Damp den 8-10 minutter i 1 1/2 dl af væden fra tungen. Når kålen er al dente, hældes den i en skål og sættes den til side. Brun smørret i gryden, og tilsæt melet under omrøring. Det må ikke brænde på. Tilsæt derpå fløde og væden fra kålen, og kog melsmagen ud et par minutter, mens du rører i gryden med et piskeris. Tilsidst tilsættes peberroden, der får lov at simre med de sidste par minutter inden servering – smag til med salt og peber. Når kartoflerne er klar er der aftensmad.
  4. Og så er det egentlig bare at vente til næste morgen, hvor man allerede inden man slår øjnene op véd, at der ligger en gudespise i køleskabet. Skær tungen i tykke skiver og spis den på godt rugbrød – meget gerne med kold peberrod-spidskål på.

One Comment

  1. Pingback: Saltkød • Hjemmelavet pålæg der slår slagterens • Madklaveret

Kommenter gerne på opskrifterne!