Stuvede ærter og gulerødder

Hvis man billed-googler ordet “Karbonader”, vil man opdage, at den sprøde, smørstegte karbonade så godt som altid er ledsaget af en stuvning bestående af ærter og gulerødder*. Det hænder, at jeg serverer en karbonade med en kålstuvning i stedet, men jeg fortryder det så godt som altid, for det ER bare mere rigtigt med de stuvede ærter og gulerødder. Retten er nem og hurtig at lave, du kan sagtens undlade både boullionterning, muskatnød samt sukker og eddike – faktisk er det nok mere sådan du kender stuvningen fra din farmors køkken – men jeg synes det løfter den lidt fede ret en anelse.

Det skal du bruge:

  • 6-8 gulerødder i tern
  • 300 g fine frosne ærter
  • 100 gram smør
  • 3 spsk mel
  • 1/2 bouillonterning – gerne Font du Chef
  • 1 dl kogevand
  • 2 1/2 dl fløde
  • 1 stk æbleeddike
  • 1 tsk sukker
  • En smule muskat
  • 1 lille bundt hakket persille
  • Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:

  1. Gulerødder skrælles, flækkes og skæres i tern. I en lille gryde bringes 2 dl vand i kog sammen med den halve bouillonterning. Kog gulerødderne til de er “al dente”, altså stadig har bid når de næsten er klat tilsætter du de frosne ærter. De skal bare lige tøes op. Tag ærter og gulerødder op og gem dem og kogevandet.
  2. Smelt smørret i gryden, det skal boble op og blive gyldent ved god varme. Så kommer du melet i, skruer og rører det sammen med et piskeris. Tilsæt så fløde og kogevand lidt efter lidt under konstant omrøring – det må ikke brænde på i bunden. Du skal ende med en lidt tyk konsistens.
  3. Tilsæt sukker, muskat og eddike, smag til med salt og peber, og lad det hele stå og småsimre i 12-15 minutter.
  4. Et par minutter inden servering kommes ærter, gulerødder og persille ned i den hvide sovs. Gem lidt af persillen til at pynte af med, og husk at smage til en sidste gang inden servering.

*Når man Googler “Karbonader” vil man også opdage, at man på Sjælland lider af den vildfarelse, at karbonader hedder ”krebinetter”, hvilket naturligvis er det rene vås.

One Comment

  1. Pingback: Farserede porrer med stuvede ærter og gulerødder og kartofler.

Kommenter gerne på opskrifterne!