Sprængt nakke til pålæg

I disse fedtforskrækkede tider, er den sprængte svinenakke nærmest forsvundet fra bagerens gode rugbrød. Og det er synd, for nakken er en super lækker udskæring, der egner sig fortrinligt til pålæg. Af en omgang som denne bliver der omkring 60 skiver pålæg.

Hvis du har en røgeovn er det ekstra lækkert lige at give nakken et par timers koldrøgning inden du skærer den ud.

Det skal du bruge:

  • En svinenakke på 1,5-2 kg
  • Saltlage
  • En rulle 2-liters fryseposer eller lynlåsposer fra IKEA
  • Mellemlægspapir

Saltlage

  • 4 liter vand
  • 250 g salt
  • 100 g brun farin eller sukker
  • 1 løg
  • Nogle gulerødder
  • Noget selleri
  • Et par hvidløg
  • 1 tsk peberkorn
  • Noget salvie
  • 4-5 enebær
  • 2-3 blade laurbærblade

Sådan gør du:

  1. Kog vandet op med alle ingredienser og lad det køle af. Når lagen er kold kommes nakken i, og den trækker i saltlagen i 2-4 dage, alt efter hvor salt du ønsker den. Brug gerne en tallerken eller lignende til at holde kødklumpen under vand. I en saltlage af denne størrelse er der iøvrigt rigeligt plads til at sprænge andet kød også, så smut endelig ned og køb dig en fersk svineskank eller en ribbensteg, dét vil du ikke fortryde.
  2. En gryde med rigeligt vand, nogle grøntsager og urter bringes i kog, svinenakken puttes i, og skal stå og hygge sig på lavt blus i en times tid. Så tages gryden af blusset, og kødet får lov at køle ned sammen med kogelagen.
  3. Så skal den presses. Det gøres bedst i en rullepølsepresse, men har du ikke sådan en, kan du sikkert bruge et par træbrædder og nogle skruetvinger. Jeg putter altid kødet i en frysepose af passende størrelse inden jeg presser det, for der kommer en del kogelage og kødsaft ud, og det gider jeg ikke have sovser rundt i køleskabet. Når kødet er kommet under pres, stilles det på et køligt sted i et døgns tid.
  4. Find din bedste kniv frem, og skær kødet i passende pålægsskiver. Skiverne lægges på madpakkepapir, 4-6 stykker til hvert lag, og kommes i poser. Det er nemmest at bruge en paletkniv når pålægslagene skal bakses ind i poserne. Stryg med hånden over poserne så overskydende luft kommer ud, og luk poserne med en vacumpakker. Hvis du ikke har sådan en fyr, kan du fx. bruge IKEAs “lynlåsposer” i stedet.

3 Comments

  1. Pingback: Saltkød • Hjemmelavet pålæg der slår slagterens • Madklaveret

  2. Hej Troels. God opskrift og så er en sådan nakkefilet jo slet ikke fed 🙂

    • Troels Berg

      Tak, Per. Det er altid rart at høre, at der er nogen der for lidt lækkert ud sf siden. Sprængt nakke er virkelig lækkert pålæg – nogle gange giver jeg den en omgang røg. Det fungerer rigtig godt.

Kommenter gerne på opskrifterne!