Spaghetti alla Carbonara

Hvis du er én af dem der, som jeg, afskyr når Spaghetti alla Carbonara er pøset til med fløde, så er denne opskrift noget for dig.

Jeg fik for alvor øjnene op for den ”ikke fordanskede” flødefri variant i Napoli på en tour de Italien med familien, og siden har jeg stædigt, grænsende til det højrøvede, fastholdt at en Spaghetti alla Carbonara aldrig indeholder fløde.

Jeg er vild med tanken om, at man kan få en så fantastisk ret ud af så få ingridienser.

Opskriften er beregnet på 4 personer.

Det skal du bruge:

  • 500 g spaghetti
  • 3 æg
  • 300 g af den bedste bacon du kan opdrive. Du vil ikke fortryde det
  • 1 dl god olivenolie
  • 75 g revet Pecorino (får) eller parmesan (ko) eller begge dele
  • Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:

  1. Skær din bacon ud i gode store tern, og steg det sprødt i olivenolien. Læg til side, men lad olie og fedt blive på panden. Du kan godt holde lidt igen på olien, men husk, at den sammen med fedt skal være med til at gøre retten cremet.
  2. Sæt en stor gryde med 4-5 liter saltet vand til at koge.
  3. Pisk æg, salt og peber sammen i en skål. Rør 2/3 af osten i.
  4. Nu skal du holde tungen lige i munden, for retten skal samles hurtigt og i den rigtige rækkefølge.
  5. Kom baconen tilbage på panden og varm den.
  6. Kog spaghettien til den er al dente, og hæld vandet fra. Den må ikke stå i dørslaget og dryppe af, det er vigtigt den er lidt våd.
  7. Hæld pastaen over i en skål og lad den køle en anelse af inden du tilsætter æggemassen, mens du rører godt rundt. Pas på æggene ikke tager for meget varme, for så bliver det noget underligt noget.
  8. Hæld bacon og den fedt over og rør, til den cremede sovs er godt fordelt. Smag til med salt og friskkværnet peber.
  9. Når du anretter din pasta, er det en god idé at bruge en stegegaffel. På den måde kan du lave nogle pæne pastatoppe.
  10. Server med friskkværnet peber og resten af den revne ost.

Er du også glad for pasta? Prøv kræfter med den drilske Casio e pepe, den smukke Spaghetti med jumfruhummerhaler, den helt klassiske Lasagne eller Lady og Vagabondens livret, Spaghetti med kødboller i tomatsovs.

3 Comments

  1. Pingback: Spaghetti med joumfruhummerhaler og stenbidderrogn Madklaveret

  2. Pingback: Lammekødboller med tomatsauce og spaghetti • Madklaveret

  3. Pingback: Mac and cheese • Madklaveret

Kommenter gerne på opskrifterne!