Sennepssild

Sennepssild

Sennepssild er en lidt undervurderet variant, og det er synd.

Et års tid inden min morfar døde, var han den direkte årsag til, jeg opdagede hvor godt sennepssild kan smage.

Vi sad oppe hos min gamle morfar i Skive, og var egentlig på vej ud af døren. Ud af det blå spurgte han, om vi ikke lige ville have en lille frokost inden vi kørte tilbage til sommerhuset.

Min morfar blev født i 1927, og skønt han aldrig veg udenom et godt måltid mad, så var det ikke ligefrem ham, der havde forklædet på i dét hjem. Og da han på dette tidspunkt var et par-og-halvfems, og ikke så særlig godt, var selv almindelige dagligdagsindkøb, noget han efterhånden skulle have hjælp til. Men ikke destomindre lykkedes det os at stable en helt hæderlig frokost på benene. Det meste var selvfølgelig gamle kendinge. Æg, makrel i tomat, ost samt andre varer kendetegnet ved en lang holdbarhed.

Jeg valgte at starte med et æg og en sennepssild. Sennepssilden var ny for mig, og jeg var med det samme helt solgt. Ikke at silden i sig selv var anderledes en så mange andre marinerede sild, men jeg havde af en eller anden grund ikke smagt sennepssild før, og blev med det samme fan af den sur-søde smag fra den marinerede sild i kombination med den lidt skarpe sennepssmag.

Sennepssild smager sandt at sige pisse-godt. Jeg synes dog at man, når man køber et glas, spises af med nogle små halvbløde sildehaler i stedet for en fuldmodnet fed sildehapser. Derfor laver jeg dem selv, hvis der skal sennepssild på jule- eller påskefrokostbordet.

Og så kan jeg jo lige sende en venlig tanke til morfar, når jeg sender silden i løgnhalsen, med en lille snaps. Skål du gamle.

 

Sennepssild

Prep time

10

minutter
Cooking timeminutes

Lav dine sennepssild selv. Det er hurtigt, nemt og langt mere lækkert.

Det skal du bruge:

  • 5-6 stk. gammeldagesmodnede marinerede sild

  • 1 æggeblomme

  • 1-2 spsk sennep – prøv Grov Sennep fra Løgismose

  • ½ spæk hvidvins eddike

  • ½-1 tsk sukker

  • Salt og friskkværnet peber

  • 1 dl neutral olie

  • 1 bundt dild

  • Lidt kapers og rødløg til pynt

Sådan gør du:

  • Rør æggeblommen med sennep, eddike, sukker og salt og peber.
  • Tilsæt olien MEGET lidt ad gangen mens du pisker. Dråbe for dråbe, så det ikke skiller, derefter i en tynd stråle. Hvis du synes dressingen bliver for tyk, kan du tilsætte lidt koldt vand.
  • Læg 6-7 dildgrene til side til pynt, og hak resten fint, inden du rører det sammen med dressingen. Smag til med salt, peber og sukker.
  • Skær sildene i pæne stykker og bland dem med sennepsdressingen. Arranger dem pænt i en skål og pynt af med dild, kapers og rødløg.
  • Serveres med rugbrød samt øl og snaps. Man kan, i værste fald, undvære rugbrødet.

FunFacts:

  • Når du køber sild, kan du kende de gammeldagesmodnede på lågets farve – de er nemlig altid guldfarvet. Dem der er fupmodnede har sølvfarvet låg.
  • Gammeldagsmodnede sild lægges hele i en tønde med salt, sukker og krydderier. De modnes af sildens egen enzymer over en periode på 6-12 måneder.
  • De fupmodnede, der vist også kaldes hurtigtmodnede, fileteres og modnes i en stærk opløsning af eddike og salt, som sprænger cellerne. Silden er spiseklar på et par uger.
  • De fleste af os danskere tror, at marinerede sild er en dansk specialitet. Det er ifølge Wikipedia ingenlunde tilfældet.

Kommenter gerne på opskrifterne!