Røget hamburgerryg til pålæg

Når det kommer til hamburgerryg som pålæg, så vælger jeg ALTID den absolut billigste variant. Man finder den ikke i supermarkedets køledisk, kogt, skiveskåret og pakket i plastik, men der imod som en hel udskæring hos slagteren. Den skal ganske vist koges, køles og skæres i skiver inden lander på brødet, til gengæld smager den heller ikke af “saltmarinade” og det tredje krydderi.

Hold øje med et godt tilbud hos din slagter, og slå til, når han er i sit gavmilde hjørne. Du kan sagtens spadsere hjem med 1,5 kg hamburgerryg for 75 kroner.

Når røget hamburgerryg serveres som pålæg, så er en klat italiensk salat jo en klassiker. Men det er altså også svært delikat med noget røræg og purløg.

Det skal du bruge:

  • 1,5 kg røget hamburgerryg
  • 1 løg
  • Nogle gulerødder
  • Noget selleri
  • Et par hvidløg
  • 1 tsk. peberkorn
  • 2-3 blade laurbærblade

Sådan gør du:

  1. En stor gryde med krydderier og grøntsager i tern bringes i kog. Kom hamburgryggen i, og lad den stå og småkoge i ca 35-40 minutter. Tag gryden væk fra pladen og lad hamburgerryggen stå i kogevandet i ca. 20 minutter.
  2. Nu er det jo fristende lige at lave et stuvet spidskål og koge nogle kartofler. Så er der aftensmad, og resten af svinet køles ned inden udskæring.
  3. Find din bedste kniv frem, og skær kødet i passende pålægsskiver. Skiverne lægges på madpakkepapir, 4-6 stykker til hvert lag, og kommes i poser. Det er nemmest at bruge en paletkniv når pålægslagene skal bakses ind i poserne. Stryg med hånden over poserne så overskydende luft kommer ud, og luk poserne med en vacumpakker. Hvis du ikke har sådan en fyr, kan du fx. bruge IKEAs “lynlåsposer” i stedet.

2 Comments

  1. Pingback: Italiensk salat • Hurtig og lækker opskrift • Madklaveret

  2. Pingback: Saltkød • Hjemmelavet pålæg der slår slagterens • Madklaveret

Kommenter gerne på opskrifterne!