Rejer i godt selskab

Rejer
En flot og nem forret til gæstemad er Rejer i godt selskab.

Farvestrålende, uimodståelig lækker og samtidig hurtig, nem og billig.

Det lyder fuldstændig som en beskrivelse af undertegnede i mine velmagtsdage på Hansens Værtshus. I dette tilfælde er der dog tale om et møde mellem nogle store grønlandske rejer og nogle modne frugter.

Forretten har en vis wow-effekt, men det er ganske ufortjent, for den er vitterlig utrolig enkel at lave. Det eneste du skal være opmærksom på er, om frugterne er ordentlig modne. Der er med andre ord tale om den perfekte forret når du laver gæstemad.

Rejer i godt selskab

Servings

4

forretter
Forberedelse

15

minutter
Samling

5

minutter

Det skal du bruge:

  • 1 stor mango eller to små

  • 3-4 avocadoer

  • En citron eller lime

  • 400 g store frosne rejer

  • 2 dl creme fraiche 18%

  • Mayonaise

  • En lille krukke dild

  • Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:

  • Start med at komme rejerne i et dørslag, så de kan tø langsomt op. Det tager omtrent en time. Hvis du har købt rejer i lage, skal du være opmærksom på, at de ikke skal saltes lige så meget som rejer fra frost.
  • Skræl mangoen, skær den i fine tern og kom dem i en skål og sæt på køl. Avokadoen skal have samme tur, men vrid lige noget citrussaft ud over ternene inden de kommes på køl, ellers oxiderer de, og bliver brune.
  • Så rører du hurtigt en mayonnaise. Når den er pisket stiv, kommer du den friske dild i – husk at gemme nogle dildtoppe til at pynte med. Rør mayoen sammen med din grene fraiche, og smag til med citrus, salt og friskkværnet peber.
  • Så skal retten samles.
    Det er nemmest med en udstikker eller en madring. Hvis du ikke har udstikkersæt eller madringe, men har købt rejer i lage, så tænker jeg, at du kunne skære bunden af plastbægeret rejerne kom i, og bruge dét som madring.
    Hvis du ikke har hverken det ene eller det andet, kan du også bruge en stor ramakin, men så er det vigtigt, at du laver lagene i omvendt rækkefølge, for retten skal vendes ud på en tallerken til sidst.
  • Nå, men hvis du har en madring, starter du med at lægge et lag af avokado, så et lag mango og til sidst et lag rejer. Husk at give hvert lag et lille drys salt og evt lidt peber. På toppen kommer du en stor skefuld dressing og en pæn tot dild. Fjern madringen, og server gerne med flute og et lille overlegent smil.

Hvis du allerede i går kom i tanke om, at du ville lave retten i dag, så har du sikkert lavet Verdens Næstbedste Brød.

Kommenter gerne på opskrifterne!