Råstegte grøntsager

Råstegte grøntsager med honning

Råstegte grøntsager
Råstegte grøntsager med honning sætter virkelig kulør på tallerkenen.

Råstegte grøntsager er en dejlig farverig afveksling fra de kartofler, ris og pasta, der som oftest ender på spisebordet.

I mit køleskab ligger tit nogle forskellige småtrætte grøntsager, og da jeg ikke er fan af madspild, skal de helst anvendes. I nærværende opskrift er brugt hvad jeg havde i skuffen i dag, men der kunne lige så godt være selleri, porrer og pastinak i. Hvis du har nogle asparges, champignon eller rosenkål, så er det bare i med dem. Det samme gælder egentlig for krydderurterne. Hvis jeg har friske urter, så ryger de i, og det meste fungerer fint sammen.

Alt går, bortset fra babymajs. De er en kulinarisk misforståelse, og har ingen berettigelse på en voksen mands tallerken.

Råstegte grøntsager smager virkelig lækkert til lammekød, men det klæder også en snurrerundt-kylling eller skaftkoteletter.

Råstegte grøntsager med honning

Servings

4

servings
Forberedelse

10

minutter
Tilberedning

20

minutter

Det skal du bruge:

  • 8-10 små kartofler

  • 1-2 gulerødder

  • 1-2 mellemstore løg

  • 2-3 hvidløg

  • 2 små squash

  • Rød, grøn og gul peberfrugt

  • 4-6 cherrytomater

  • 2 stilke rosmarin

  • ½-1 dl hvidvin

  • 1 spsk honning

  • En håndfuld frisk basilikum

  • Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:

  • Kartofler og gulerødder skrælles, squash skylles og det hele skæres i mundrette bidder. Løg skrælles og skæres i både, hvidløg hakkes fint.
  • Kom grøntsagerne på en pande med lidt olivenolie, og steg ved god varme 4-5 minutter til det begynder at tage lidt farve. Kom honning og vin ved, og lad det koge lidt ind.
  • I mellemtiden skylles peberfrugter og tomater. Peberfrugter skæres også i mundvenlige stykker, og tomaterne halveres. Kommes på panden sammen med finthakket rosmarin, og steger ved medium varme i ca 15 minutter.
  • Smag til med salt og friskkværnet peber, og kom hakket basilikum på de sidste par minutter.

Grøntsager er faktisk den gruppe af fødevarer vi oftest smider ud. Det hænger givet vis sammen med at grøntsager er noget der ofte købes ”til lager”. Vi bruger ikke et kilo gulerødder, en hel selleriknold eller tre kilo kartofler samme dag som de købes. Derfor kan de let komme til at ligge og putte sig i grøntsagsskuffen – og så er de pludseligt slatne og kedelige. 

Et trick er at komme slatne grøntsager og bladgrønt i isvand nogle minutter til de er sprøde igen. En anden idé er at lave rodfrugtmos af gulerødder, selleri, pastinak og persillerod. Det går til alle retter du ville servere kartoffelmos til – og det smager super godt. Og såer der jo altid nærværende opskrift på råstegte grøntsager.

Peberfrugt er i familie med chili. Styrken ligger på nul, på Scoville Scalaen, som er den man bruger til at måle styrken af chilien.

Kommenter gerne på opskrifterne!