Pasta med blomkålssvamp

En gang i mellem er jeg så heldig, at min vej falder forbi en blomkålssvamp. Det sker desværre ikke så tit, men på den anden side bliver jeg altid i et mægtigt humør når det endelig sker.

Det er en rigtig god spisesvamp med en helt særlig konsistens. Desværre er den ret besværlig at rense, og det er lidt ærgerligt, nu hvor også Karl er flyttet hjemme fra.

Nå, men den anden dag var jeg altså heldig, og jeg besluttede at tilberede blomkålssvampen på to måder. Dels blancheret og kogt med fløde, dels friteret i en batter. Nu jeg alligevel skulle fritere smed jeg nogle kæmperejer ved, men retten kan sagtens stå alene. Det ville have været lækkert med lidt revet trøffel på toppen, men det formåede køkkenet ikke denne aften. Til gengæld var der en lille mayodip til de frittede rejer.

Retten er til to personer med mindre man er meget sulten; så er den til en.

Svampepasta - det skal du bruge:

  • Pasta til to personer – jeg brugte tortelloni med basilikum
  • En lille blomkålssvamp
  • 2 forårsløg
  • 4 skiver god bacon
  • 1½ dl fløde
  • ½ dl hvidvin
  • 3-4 spsk revet parmesan
  • Noget frisk timian eller anden frisk ord. Fx salvie eller persille
  • Salt og friskkværnet peber

Beignetdej - det skal du bruge:

  • 1 æg
  • 0,75 dl mælk
  • Lidt salt
  • 50 g mel
  • Fritureolie

Sådan gør du:

  1. Svampen renses grundigt. Der kan sidde en masse snask i dens mange krinkelkroge.
  2. Befri baconen for svær og skær den i tern. Steg det let i en gryde.
  3. Forårsløget skæres i tynde skiver og smides i gryden til baconstykkerne. Gem et par centimeter af den grønne top til at pynte af med.
  4. Skær svampen ud så stykkerne er lillefingerstore. Læg 6-8 svampestykker til side til senere frittering. Resten svitses med bacon og løg.
  5. Fløde og ost tilsættes, der smages til med salt og peber, og gryden står og småkoger 20-25 minutter. Efter ca 10 min tilsættes timian.
  6. Put alle ingredienserne til beignetdejen i en skål og pisk grundigt. Det skal ende med en konsistens som lidt tyk pandekagedej.
  7. I en tykbundet gryde opvarmes 1/2 liter olie til 160-180 grader. Olien er varm nok, hvis en afbrækket tændstik bobler, når du smider den i gryden (ja, den ende UDEN svovl).
  8. En gryde med 2 liter letsaltet vand sættes på blusset. Kog din pasta så den er klar samtidig med svampesovsen.
  9. De sidste svampestykker vendes i dejen og friteres. Dette skal gøres i sidste øjeblik inden servering.
  10. Når pastaen er klar dryppes den let af. Den må ikke dryppe helt tør, en smule pastavand er med til at creme retten. Pastaen vendes let i svampecremesovsen.
  11. Anrettes på flade tallerkner og pyntes af med resten af forårsløget og de friterede svampestykker. Mums.

Kommenter gerne på opskrifterne!