Muslinger i hvidvin og fløde

Muslinger i vin og fløde
Muslinger i hvidvin og fløde er kongemad for fattigrøve.

Jeg er en flink fyr, og derfor laver jeg ikke ret tit muslinger. Ikke fordi jeg ikke bryder mig om dem, tværtimod, jeg elsker muslinger. Men dels afskyr Dorte og Karl deres konsistens, og dels er Gustav allergisk over for bløddyr, så hos os er muslinger en ret for én person. Da jeg samtidig har en uvilje mod at sidde og spise, mens jeg nidstirres af tre par bedende øjne, spiser jeg dem oftest på restaurant.

Men ind imellem bliver lysten til muslinger i hvidvin og fløde for stor, og så hjembringer jeg et kilo friske muslinger, velvidende at jeg så må lave to hovedretter til aftensmad, så Dorte ikke skal gå sulten i seng. Ret to kunne fx. være lidt knækbrød med skrabet smør og pålægschokolade eller den klassiske Spaghetti alla Ketchup.

Retten er til en person, men den er temmelig stor. Jeg tænker at ca 750 g muslinger pr. portion er nok for de fleste. Inden du kaster dig ud i muslingeeventyret, lige nogle få råd:

Rens muslinger

Læg muslingerne i din rengjorte køkkenvask, skyl dem med lidt vand, gnub dem mod hinanden, eller skrub dem eventuelt med en hård børste, og skyl dem igen.

Kig på muslingerne, og lugt til dem

Friske muslinger skal lugte af hav, ikke af fisk. Når du har konstateret, at lugten er rigtig, begynder du med at kassere muslinger, hvor skallen er knækket.

Fjern døde muslinger

Muslingerne skal være lukkede. Det viser, at de er i live. Hvis muslingen er lidt åben, og du er i tvivl, kan du klemme på den og se, om lukkemusklen reagerer. Hvis den gør det, er muslingen stadig levende og okay. Kasser den i modsat fald.

Fjern skægget

Her er det vigtigt at bemærke, at der er tale om muslingens skæg, Gustav. Hvis du lige nu har hele trynen fuld af barberskum, så skyller du lige ansigtet inden du fortsætter.

Muslingerne kan have skæg, som er de tynde tråde, de bruger til at holde sig fast med på bunden af vandet. Får du ikke fjernet alle trådene nu, kan du pille resten af, når muslingerne er dampet.

Muslinger i vin og fløde

Servings

2

servings
Prep time

10

minutter
Cooking time

15

minutter

Det skal du bruge:

  • 1 kilo friske muslinger

  • 1 porre

  • 2 små gulerødder

  • 1 rød peberfrugt

  • 1 -2 stængler bladselleri med top

  • 2-3 fed hvidløg

  • Lidt olivenolie

  • Citron – usprøjtet

  • ¼ flaske tør hvidvin

  • 2 dl piskefløde

  • Bredbladet persille – ½ dl hakket

  • Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:

  • Løg, hvidløg og chili hakkes meget fint, gulerødder, peberfrugt og bladselleri skæres i små tern.
  • Kom olie i en stor gryde, og svits alle grøntsagerne.
  • Kom muslingerne i gryden og hæld hvidvinen på, og riv noget citronskal over. Lad det hele koge i ca. 4 minutter, til muslingerne har åbnet sig.
  • Si hvidvinssuppen over i en lille gryde gryde, tilsæt fløde og smag til med salt, peber og citronsaft. Det hele koges i ca 10 minutter uden låg.
  • Imens sorteres eventuelle uåbnede muslinger fra, og muslingesuppen hældes over. Det hele får et hurtigt opkog, persillen tilsættes og vupti. Der er muslinger!

Hvis du er i nærheden af en strand, kan du bruge salturt – hvis du kan finde den. Den skal kun koge med det sidste minuts tid.

Server gerne med Verdens Næstbedste Brød.

2 Comments

  1. Pingback: Fransk løgsuppe • Gourmet af det ydmyge løg • Madklaveret

  2. Pingback: Crema Catalana • Let og lækker cremedessert • Madklaveret

Kommenter gerne på opskrifterne!