Letrøgede stegte sild med æbler og blomkålscreme

Stegte sild
Stegte sild, med panering og med en lækker tone af røg.

Stegte sild, gerne panerede, er en frokostklassiker. Oftest marineres de efterfølgende, og serveres som steget marinerede sild. Men prøv dem endelig også uden marineringen. Det vil du ikke fortryde.

Jeg er ret begejstret for fisk. Når jeg spiser ude, og valget står mellem en bøf eller en fisk, så vælger jeg ALTID fisk. Dels fordi jeg synes, at ordentligt tilberedt fisk er mere interessant, dels fordi der ofte er langt mere spændende garniture og sovse til fiskeretterne.

Som dagligvare er fisk desværre blevet en relativt dyr spise, så det er ikke noget jeg laver hver anden dag. Derfor bliver jeg også altid så glad, når jeg lige kommer forbi nogle flotte, friske sildefileter. Hér er der smæk for skillingerne, og alle kan være med. Undtaget lige Dorte, hun synes de (meget) små sildeben kilder i halsen. Med sildene i indkøbsnettet går det hjemad med stegte sild i tankerne.

I denne opskrift får silden og kartoflen en gang røg. Det kan snildt undværes, men nu var det altså sådan, at jeg havde købt mig en røgpistol et par dage inden…

Jeg laver ofte blomkålscreme, og den danner her base for en fup-hollandaise der klæder den stegte sild fortræffeligt. Opskriften er til 2 personer. Og hvis man er heldig, kan den anden ikke lide fisk.

Letrøgede stegte sild med æbler og blomkålscreme

Det skal du bruge:

  • 2 sildefileter

  • 2 skiver godt hvedebrød

  • Smør til stegning

  • 1 æg

  • Lidt rugmel

  • Lidt rasp

  • Skallen af en citron

  • Lidt hakket persille

  • Et bundt dild dild

  • 1 rødt æble

  • 1 lille finthakket rødløg

  • 3-4 kolde, kogte kartofler i skiver

  • En lille skål fup-hollandaise på blomkål (kan undværes)

  • Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:

  • Start med at klippe sildens rygfinne af med en saks. Så åbner du fileten, og salter den grundigt. Lad den stå og trække ca 5 minutter inden du “samler” sildefileten med 2-3 stilke dild, lidt finthakket rødløg, et par tynde skiver æble og et pænt skud peber.
  • Luk sildefileterne sammen, læg dem under en glasklokke, tænd din nyindkøbte røgpistol og fyld klokken med røg. Og nu hvor du lige har fået den der røgpistol kan du ligeså godt give de kolde kartofler en omgang samtidig. Jeg gav mine sild 2 gange røg, men de kunne sagtens tåle de dobbelte.
  • Vend sildefileterne i pisket æg og derefter i en blanding af rasp, rugmel, persille og revet citronskal.
    Kom smør på en middelvarm stegepande, og lad det bruse af. Smid fiskene og kartoflerne på, og steg til overfladen på sildene er blevet flot gylden, vend dem, og gentag på den anden side. Skru ned på 2-3 stykker og steg sild og kartofler færdig.
  • Giv brødet et lag smør på begge sider. Tænd en grillpande på 7, og steg brødet til det har fået en sprød, gylden overflade på begge sider – man skulle gerne kunne se grillstriberne i overfladen.
    Man KAN selvfølgelig også nøjes med at riste brødet i brødristeren, men da pandestegningen er noget, man kan lave mens sildene alligevel skal passes, er der ikke noget at spare i tid ved den manøvre – og grillpandestegningen er mere lækker og langt flottere.
  • Hvis du laver maden med fup-hollandaise, kan du servere den kold eller varm – begge dele er lækkert. Kom to-tre skefulde på brødet, og læg den stegte sild ovenpå. Arranger de braserede kartofler ved siden af brødet, og pynt det hele af med æbler og masser af dild.
    Jeg havde ikke ”masser af dild”, så jeg smed noget forårsløg på. Hvis du ikke serverer maden med fup-hollandaise, så er det en god idé at lade et par citronskiver snige sig op på tallerkenen, så der kommer noget mere syre i retten.

Notater

  • Et af de første store skandinaviske eksporteventyr var sild. I middelalderen var sildeeksporten fra Danmark og Sverige den 3. største handelsvare i europa, og man anslår, at den samlede fangst var omkring 35.000 tons. Saxo, danmarks svar på Baron von Münchhausen, fortæller at der i fangstsæsonen var så mange sild, at de kunne fanges med de bare hænder.

3 Comments

  1. Ole darum andersen

    Du er for sej min gamle ven det ser ufatteligt godt ud det du bimser med
    Jeg vil holde øje med dog her fremover
    Vil du ha en restaurant?

    • pedersen.troels@gmail.com

      Hej Ole! Kom dog forbi! Lige nu har jeg et helt fantastisk fenalår du burde smage. Jeg har haft det hængende i 16 måneder efterhånden, og vi er ude i en ren umamibombe.

  2. Pingback: Blomkålscreme • En sand smagseksplotion • Madklaveret

Kommenter gerne på opskrifterne!