Kalvehjerte med svampe

Kalvehjerte med svampe og pasta

Kalvehjerte
Lynstegt Kalvehjerte med svampe er lynhurtig gourmetmad til lavpris.

Kalvehjerte er, som alt andet indmad magert, det er sundt, for det er fyldt med A-, B- og D vitaminerog jern. Men det er ikke derfor du skal servere indmad langt oftere.
Det skal du fordi det smager ganske forrygende.

Hvergang jeg har indmad på menuen, forbløffes jeg over, hvor ufattelig meget velsmag man kan få for næsten ingen penge. En lever eller et hjerte kan fås for under 40 kr. kiloet, hvis du snupper det ”ubehandlet”. En tunge går for en anelse mere, men prisen er stadig ikke noget der skræmmer småkårsfolk.

Hvis du hører til dem, der af princip ikke spiser indmad, så synes jeg du her skulle gøre en undtagelse, og prøve lynstegt kalvehjerte med svampe. Det er en forrygende ret, og den er ikke så ”indmadsagtig” at man bemærker det. Særlig hvis man ikke lige véd det er indmad. Retten er fuld af umami, dels fra kalvehjertet, men også fra soyaen og parmesanen. Samtidig har den en dejlig, cremet mundfølelse, der gør det vanskeligt at stoppe, når man først har fået gang i gaflen.

Og når du mæt & glad skubber stolen tilbage, og diskret knapper den øverste bukseknap op, så er du blevet indmadsfan.

Hvis du er så heldig, at du lige har været på en vellykket svampejagt, så bliver dit kalvehjerte bare ekstra lækkert. Nogle kantereller eller rørhatte giver lige retten 10% ekstra. Men ellers kan du sagtens bruge markchampignoner fra supermarkedet.

Lynstegt kalvehjerte med svampe og pasta

Servings

4

servings
Prep time

15

minutter
Cooking time

10

minutter

Det skal du bruge:

  • 400 g renset kalvehjerte i strimler

  • 2 spsk soyasauce

  • 300 g svampe

  • 4 hvidløg

  • Nogle kviste timian eller rosmarin

  • 1 dl persille og timian

  • 50 g smør

  • 50-60 g friskrevet parmesan

  • Salt og friskkværnet peber

  • 400 g frisk pasta

Sådan gør du:

  • Fjern synlige sener fra kødet og skær det i tynde strimler. Kalvehjertestrimlerne kommes i en skål, med soya, salt og peber ved, og blandes godt sammen. Sæt på køl i mindst 15 minutter, gerne længere.
  • Sæt en gryde med 2 liter vand og salt over til pastaen.
  • Svampe renses og skæres i mundrette bidder. Hvidløg knuses med den flade side af en kniv. Kom smør på en hed pande, og steg svampe og hvidløg sammen med timian og salt og peber. Giv dem 3-4 minutter til de har fået god farve, og skru ned på lavt blus. Lad dem stå og hygge sig ved lav varme til de skal bruges.
  • Steg hjertestrimlerne i en lille klat smør på en varm pande. De skal ikke have mere end et minut på hver side – husk salt og peber! Smid dem over i panden til svampene. Fjern hvidløgene og timianen ved samme lejlighed, de ska kasserres.
  • Kom pastaen i gryden, og kog den efter foreskriften på pakken.
  • Smelt 25 gram smør på panden med hjerter og svampe. Hæld vandet fra pastaen UDEN at dræne den. Det er vigtigt der stadig er kogevand ved pastaen, for den indeholder en masse gluten, der er med til at gøre retten cremet.
  • I en skål vendes pastaen sammen med parmesan, svampe, hjerter og persille. Hvis den virker for tør, tilsættes en lille smule pastavand.
  • Toppes af med revet parmesan og groftkværnet peber, og serveres i selskab med en god flaske rødvin.

Tip

  • Du kan sagtens lave retten med lammehjerter i stedet, men de er lidt sværere at skaffe.

Det er ikke kun kalvehjerte du skal lade dig friste af. Hvad med lammehjerter i flødesovs? Eller Bisonhjerte i vildtsovs?

2 Comments

  1. Og så er indmad klimavenligt, fordi hele dyret udnyttes

    • Troels Berg

      Hej Jenny
      Nemlig – men det er ikke kun derfor man med fordel kan sætte tænderne i indmaden. Det er bestemt også for smagens skyld!
      Vh
      Troels

Kommenter gerne på opskrifterne!