Koriander, kokusmælk og masser af krydderiduft.

Indiske kødboller med tortellini

Italien og indien forenes smukt på tallerkenen
Kødboller med tortellini er et farvestrålende syn.

Der er ingen grund til at begynde hævde, at min opskrift på indiske kødboller med tortellini er en klassisk indisk ret, der har begejstret indiensfarere siden Eik Skaløe endegyldigt stillede sandalerne i Punjab.

Der er snarere tale om et mash-up mellem min begejstring for de smagfulde, bløde italienske pastaretter, og det krydrede og farvestrålende indiske køkken. Det er mundvandsfremkaldende.

Når man slagter en hel gris, så ender der uværgeligt en masse hakket kød i ens fryser. Det skal der ikke falde knubbede ord om herfra, men det kan være en udfordring at finde på nye anvendelser.

Jeg laver tit de klassiske retter som frikadeller, farserede porrer, karbonader eller kåldolmere, og det oftest de samme 7-8 retter der ender på spisebordet. Derfor forsøger jeg ind i mellem at brygge noget sammen selv – med varierende succes. Men denne opskrift fortjener helt sikkert en optagelse i flæskekogebogen.
Dén skulle du prøve at lave!

Indiske kødboller med tortellini

Serveringer

4

portioner
Forberedelse

10

minutter
Tilberedning

20

minutter

Det skal du bruge:

  • 500 g hakket svinekød

  • 2 spsk hel spiskommen eller 1 spsk knust

  • 2 spsk hele korianderfrø eller 2 spsk knust

  • 1 spsk karry

  • Tuningssæt: 1 tsk fiskesauce + 1 tsk soyasovs

  • 3 spsk olie til stegning

  • 1 finthakket løg

  • 2 finthakket fed hvidløg

  • ½ chili (Smag på den, eller brug en du er tryg ved)

  • 3 spsk gul curry pasta

  • 3 spsk mango chutney

  • 1 spsk gurkemeje

  • 3 dl kokosmælk

  • ½ lime

  • 300-400 g frisk tortellini med ricotta og spinat

  • Et bundt koriander

  • Toppen af et forårsløg

  • Salt og friskkværnet peber

  • 1 håndfuld hakkede mandler

Sådan gør du:

  • Knus spidskommen og koriander i en morder, hvis du bruger hele krydderier.
  • Det hakkede svinekød røres sejt med 1 tsk salt og ½ tsk peber samt spidskommen, koriander, karry og tuningssættet.
  • Form farsen til små kødboller på størrelse med en valnød. Denne portion giver 20-24 boller.
  • Varm olien i en sauterpande, og steg kødbollerne til de får en pæn stegeskorpe. Tilsæt løget, og lad det stege med i et par minutter.
  • Kom gurkemeje, curry pasta, mango chutney, finthakket chili og hvidløg ved. Lad det stege et par minutter inden du kommer kokosmælken på. Der ligger oftest en fast flødefarvet klump kokosfløde i toppen af dåsen. Det er dén du skal bruge. Det klare kokosvand kan du bruge til at justere konsistensen med efter behov. Jeg bruger ca. 1 dl af det.
  • Riv den grønne del af skallen fra limen på et fint rivejern, og lad retten stå og koge lidt ind 8-10 minutter ved svag varme.
  • Kom tortellinien i en skål, og hæld kogende vand over. Lad dem trække par minutter, si vandet fra, og kom pastaen op i sauterpanden.
  • Kom hakket forårsløg og halvdelen af den hakkede friske koriander i, og smag til med limesaft, salt og friskkværnet peber.
  • Pynt retten med creme fraiche, hakkede mandler og resten at den friske koriander.

Kommenter gerne på opskrifterne!