Hummus

Hummus

Falafel med hummus
Falafel med hummus er en klassisk mellemøstlig vegetarret.

Lad mig bare være HELT ærlig. Det er ikke ofte der ryger en vegetarret på spisebordet her på matriklen. En af de sjældne undtagelser er Falafel med hummus. 

Hummus er billigt, bæredygtigt, sundt, proterinholdigt og har et lavt klimaaftryk. Det er bare ikke derfor jeg spiser det. Jeg kaster mig glad og gerne over den lækre mellemøstlige dip, simpelthen fordi den er utrolig lækker.

Samtidig er den ganske alsidig i sin anvendelse. Den kan mere end bare være side-kick for falaffel. Server den med brød og olivenolie, en kyllingesalat  eller som dip til grøntsager. Og så skulle du prøve at smide en klat på tallerkenen næste gang du laver frikadeller. Det fungerer overraskende godt.

Hvis du ikke har prøvet at lave hummus før, så vil jeg virkelig anbefale dig at kaste dig ud i det. Det er uforskammet lækkert og overraskende nemt. Eneste problem er at man bliver lidt afhængig af det.

Hummus

Udbytte

1

stor skål
Iblødsætning

10

timer
Koge- og køletid

2,5

time
Tilberedning

15

minutter

Det skal du bruge:

  • 150 g tørrede kikærter (ca 300 g efter udvanding)

  • ALTERNATIVT 1 dåse kikærter 400 g (240 g drænet)

  • 2 dl GOD olivenolie

  • 2 spsk tahin*

  • 1 tsk stødt spidskommen

  • 2-3 fed presset hvidløg

  • 2 tsk citronsaft

  • 1 tsk salt

Sådan gør du:

  • Kikærterne kommes i en skål og dækkes med vand. Kom rigeligt ved, for kikærterne kan absorberer en del væske. Lad dem stå blød 10-12 timer.
  • Hæld vandet fra kikærterne, skyl dem grundigt og kog dem møre. Det tager 75-90 minutter.
  • Si kogevandet fra kikærterne, skyld dem under den kolde hane og lad dem køle af i koldt vand i en times tid.
  • Kom de kogte kikærter i en foodprocessor sammen med tahin, hvidløg, citron, spidskommen og salt, og blend det til du har en helt glat og cremet hummus.
    Smag til med salt og citron, og kom det i en skål.
    OBS! Læg en lille håndfuld til side til at pynte af med.
  • Pynt af med bredbladet persille og koriander, et drys røget paprika og de kogte kikærter. Til slut dryppes noget olivenolie på. Se det er mums.

Notater

  • * Tahin er en pasta der er lavet af ristede og malede sesamkærner, og jeg synes det er en væsentlig ingrediens i hummus. Hvis du ikke lige har tahin i forrådskammeret, kan du let lave det selv. Du rister bare nogle sesamkærner på panden og blender dem sammen med en smule olivenolie og lidt salt. 

Her kan du læse lidt mere om historien bag den lækre mellemøstlige dip hummus.

Kommenter gerne på opskrifterne!