Hjemmelavet tomatketchup

ketchup
Der er ingen af disse tomater der ved noget om det endnu, men inden de får set sig om, så er de blevet til hjemmelavet ketchup.

Måske har du lige har været omring Bazaren, og hapset en kasse overmodne tomater til en billig penge, måske har du haft umanerlig meget succes med drivhusets tomatplanter, eller måske har du bare en masse tomater i overskud, fordi Medina-koncerten blev aflyst. Uanset hvad, så ligger hjemmelavet tomatketchup lige for.

I alle tilfælde har du brug for at få brugt de røde guldklumper inden for en overskuelig tidsramme, og der ER grænser for hvor meget tomatsalat man gider at æde. Derfor skal du selvfølgelig lave ketchup, for som de siger i USA ”When life gives you tomatoes, make ketchup”.

Jeg laver altid en ordentlig røvfuld tomatketchup ad gangen, fordi jeg plejer at købe to 3-kilos kasser med overmodne tomater hos grønthandleren. Sådan en sag kan i reglen erhverves for omkring 25-30 kroner, hvis man møder op på det rette tidspunkt.

Du ender med omtrent halvanden liter fantastisk hjemmelavet tomatketchup, der nærmest skriger på burgere eller hotdogs.

Hjemmelavet tomatketchup

Servings

4

servings
Prep time

30

minutter
Cooking time

40

minutter

Det skal du bruge:

  • Lidt olivenolie

  • 5 mellemstore rødløg i tern

  • 3 store fed hvidløg

  • 3 kilo godt modne tomater

  • 3 store syrlige æbler

  • 3 peberfrugter

  • 2½ dl æbleeddike

  • 250 g muskvado- eller rørsukker

  • 2 tsk røget paprika (kan udelades)

  • 1 tsk cayennepeber

  • ½ tsk stødt nellike

  • 3 spsk fint salt (ca 50 g)

  • Friskkværnet peber

Sådan gør du:

  • Skær løg i tern og finhak hvidløget. Kom lidt olie i bunden af en stor gryde, og sauter løgene 5-7 minutter ved middel varme. De skal ikke tage farve, bare blive klare og halvgennemsigtige.
  • Tomaterne skylles og skæres i tern. Tomaterne må meget gerne være overmodne, men alt med mug smides selvfølgelig ud. Tomaterne kommes i gryden til løgene.
  • Æbler og peberfrugter choppes i tern og kommes i gryden sammen med de øvrige ingredienser. Bring gryden i kog, den skal simre, ikke bulderkoge; og lad den stå og sprede en dejlig tomatduft i hele huset. Det skal ikke låg på, for ketchuppen skal koges ind.
  • Blend ingredienserne godt, når de er mørnede efter en times småsimren. Så passerer du tomatmassen gennem din fineste si – jo finere si, des glattere ketchup. Pas på med at mase pulpen gennem sien, for så får du en masse uønskede grøntsagsfnuller med over i ketchuppen, og den bliver let lidt klumpet.
  • Når tomatmassen er siet kommes den i en ren gryde. Du har på nuværende tidspunkt omtrent tre liter tynd tomatsovs, men den skal koges langsomt ind til mindst det halve, så du ender med en kraftig, tyk ketchup.
  • Smag til, og kom den varme ketchup på rene, skoldede glas eller flasker, lad den køle ned, og opbevar det i køleskabet, hvor det kan holde i 6-8 uger hvis den er uåbnet. En åben flaske kan holde i 2 uger, men det gør den nu sjældent…

Tips:
Man kan bruge et hav af forskellige smagsgivere, hvis man vil trække sin ketchup i en bestemt retning. De oplagte er chili og karry, men basilikum eller rosmarin er også lækre varianter. Der kan også leges med krydderier som anis og kanel. Men husk altid på, at det koges meget ned, så man skal lægge forsigtigt ud, og så tilsmage når tomatmassen er kogt næsten helt ind.

Hvis du har købt for mange tometer, så prøv denne tomatrelish.

FunFacts:
Ordet ketchup kommer muligvis fra det malaysiske kēchap, en fiskesauce, der ikke indeholder tomater. Ordet kēchap betyder blot smag.

Ketchup var i begyndelsen af 1800-tallet en fællesnævner for alle saucer med vineddike.

Kommenter gerne på opskrifterne!