Rødkål. Det perfekte juletilbehør.

Hjemmelavet rødkål

Man véd der er noget lækkert på vej, når huset dufter af hjemmelavet rødkål.

Hjemmelavet rødkål er smagen af jul, og den er lige uundværlig om du spiser and eller flæskesteg og medister. Rødkålen er med på alle juleborde, juleaften såvel som til julefrokosterne.

Sommeren 2018 slog, som de fleste sikkert husker, alle varmerekorter, og det gik ud over høsten af rødkål. Der var i dagene op mod jul artikler i landets aviser, der advarede mod et muligt forsyningssvigt af den elskede rødkål. Ja enkelte talte om en egentlig ”rødkålstørke”. Overskrifterne fortalte, udover avisernes totale knæfald for clickbait, noget om hvor højt vi danskere elsker rødkålen.

Derfor er det også overraskende hvor ofte man præsenteres for en halvslatten købe-kål direkte fra plastspanden. Et rigtigt madklaver laver sin rødkål selv, og det er noget der alligevel står og passer sig selv. Samtidig dufter hele huset af and og flæskesteg.

Nu varer julen jo som bekendt lige til påske, så der er masser af tid til at nyde denne julede rødkål. Hvis man alligevel skulle have rødkålslyster udenfor ”sæsonen”, kan man skrue ned for det julede ved at udelade kanel, stjerneanis og nelliker.

Nyd rødkålen sammen med Verdens Næstbedste Frikadeller, de fyldte skaftkoteletter eller som tilbehør til en Turducken.

 

Hjemmelavet rødkål

Udbytte

2

store glas
Forberedelse

15

minutter
Kogetid

45

minutter

Den gode smag af jul, rødkålen, er ikke noget du kan købe tig til. Den ER bare hjemmelavet.

Det skal du bruge:

  • 1 stort rødkål. Giver 2-2,5 kilo snittet kål

  • 5 spsk andefedt eller smør

  • 2 dl balsamicoeddike

  • 2 dl portvin eller rødvin

  • 3 økologiske appelsiner

  • 3-4 laurbærblade

  • 2 kanelstang

  • 2 hel stjerneanis

  • 5 allehånde

  • 10-15 hele nelliker

  • 10 spsk honning. Traditionalister kan bruge ripsgele i stedet

  • 2 spsk salt

  • Friskkværnet peber

Sådan gør du:

  • Skær det nederste af kålens stok af, fjern de yderste blade og skær kålen over i to eller fire stykker. Skær kålen i fine strimler og skal dem derefter over i mindre stykker, så strimlerne er 5-7 centimeter lange. Hvis du har et mandolinjern, er det her man virkelig har fornøjelse af det.
  • Smelt andefedt eller smør i en stor gryde ved svag varme, og kom den snittede kål i. Vend kålen, så fedtstoffet er godt fordelt på kålstrimlerne, og hæld balsamikoen ved. Balamikoen skal koge ind til omkring det halve.
  • Riv skallen af appelsinerne. Det er kun den yderste, farvede del af skallen du skal rive i. Den hvide del af skallen er bitter, og det er ikke noget du ønsker i din rødkål.
    Pres saften af appelsinerne og hæld det ved sammen med vinen, honningen, laurbærblade, kanelstang, korender, salt og peber. Knus stjerneanis, allehånde og nelliker i en morter eller kom dem i et kaffefilter og bind snor omkring. Put krydderierne ned i rødkålen.
  • Læg låg på gryden og lad kålen simre i ca. 45 minutter. Tjek om kålen er tilpas i konsistensen og smag til med salt, peber og evt. lidt honning.
  • Kom rødkålen på skoldede glas der enten er skyllet i atamon eller vodka, kom låg på og sæt dem i køleskabet. De bør kunne holde sig i mange måneder, sålænge du bruger en ren ske, hver gang du tager noget af kålen.

FunFacts

  • Hvis du undlader at bruge eddike eller anden syre i tilberedningen, vil din rødkål blive blå, fordi du så skubber kålen i en mere basisk retning. Rødkålens blade bliver faktisk røde når kålen vokser i sur jord, mens bladene vil blive blå hvis den vokser i neutral jord.
  • Fordi rødkålen er synligt påvirkelig af syre- baseforholdene i en væske, kan man bruge den som en primitiv PH-måler.

3 Comments

  1. Pingback: Sønderjysk surkål - rødkålens lyse fætter • Madklaveret

  2. Pingback: Confit de Canard • Madklaveret

  3. Pingback: Gammeldags hjemmelavede frikadeller Madklaveret

Kommenter gerne på opskrifterne!