Grillet svineskank

Grillet svineskank med sprød svær

Grillet svineskank
Grillet svineskank er en sørgeligt undervurderet ret. Det skal der laves om på.

Svineskanken er et af de billigste udskæringer på grisen, men samtidig en af de mest smagfyldte. Her er opskriften på en helt fantastisk saftig og mør grillet svineskank.

Kært barn har mange navne, siges det, og det må betyde at den tyske ret Eisbein er endog meget kær. I de tysktalende lande mødes den nemlig også under navnene Hachse, Hechse, Haxe, Haspel, Hämmche, Bötel, Schweinshaxe, Knöchla, Stelze, Adlerhaxe, Gnagi eller Wädli. Det er en ret der overordnet set har to skoler. Mod nord sprænges kødet og koges, mens det mod syd oftere tilberedes i ovn eller på grill, men uden sprængning først.

Nu synes jeg sprængt, grillet svineskank smager pragtfuldt, og det taler jo for den nordtyske variant. Men dén er jo kogt, så der er ikke sprødt svær på, og det er jeg også ret vild med. I denne udgave mødes det bedste af de to retninger på et grillspid i min Weber.

En grillet svineskank fortjener noget lækkert tilbehør. Selv er jeg ret begejstret for stuvede gulerødder med basilikum, men prøv også disse rosenkål.

Grillet svineskank med sprød svær

Servings

4

servings
Cooking time

3

timer 

30

minutter

Svineskank er en af de mest oversete udskæringer på grisen, og derfor også en af de absolut billigste. Det er underligt at skanken ikke oftere havner på spisebordet i Danmark, for kødet er aromatisk og proppet med smag.

Det skal du bruge:

  • Skanken
  • 4 forskank eller 2 bagskank

  • Friske krydderurter, fx rosmarin, salvie og timian

  • En masse groft salt


  • Saltlage
  • 4 liter vand

  • 250 g salt

  • 100 g brun farin eller sukker

  • 1 løg

  • 1 gulerod

  • Lidt selleri – knold eller blad

  • Et par hvidløg

  • 1 tsk peberkorn

  • Noget salvie – frisk eller tørret

  • 4-5 enebær

  • 2-3 blade laurbærblade

Sådan gør du:

  • Kog vandet op med alle ingredienser og lad det køle af. Når lagen er kold kommes dine svineskanker i. Lad dem trække 36-48 timer.
  • Tag skanken op af lagen og dup den tør med køkkenrulle. Sværen skæres i tern med en skarp kniv eller en hobbykniv. Salt rigeligt og grundigt mellem ternene. Det er vigtigt du ikke sparer på saltet, for det er med til at trække væde væk fra sværen, og dermed sikre at svineskanken bliver sprød og knasende.
  • Hvis du har nogle friske urter, fx. salvie, rosmarin, timian eller estragon, kan du binde dem om skalken med bomuldssnor. Hvis du vil tilberede skanken i ovn, skal du stille den på højkant i et fad – jeg valgte at lave den på grill med rotisseri. For begge tilberedninger gælder, at den bliver bedst hvis den steges ca 3 timer ved 150 grader og derefter afsluttes på høj varme under opsyn, så du ikke brænder sværene af.
  • Lad skanken hvile 15 minutter inden du sætter tænderne i den. Hvis du er den sultne type, kan du sikkert godt spise en forskank selv, men er det en bagskank kan man godt beregne 2 personer pr. skank.
Grillet svineskank

Kommenter gerne på opskrifterne!