æbleskiver

Gammeldags æbleskiver med kernemælk og kardemomme

Det er med god grund, at æbleskiver er blevet en lige så fasttømret del af julen som Ris a la mande, Glögg og Pebernødder. 

I løbet af december er sandsynligheden for at støde ind i den triste kombination af Blomberg’s glögg og Karen Wolfs frosne æbleskiver, lige så stor risikoen for at høre Last Christmas med Wham på Radio Soft. Ingen af delene er særligt befordrende for julestemningen, så du må igang med at fabrikere glöggessensen og æbleskivedejen selv. Heldigvis er det ret lige til – især æbleskiverne, for dem sætter jeg Dorte til at lave.

Dortes opskrift bliver til omtrent 25 sprøde, kardemommeduftende gammeldags æbleskiver.

Gammeldags æbleskiver med kernemælk og kardemomme

Når først man har genopdaget de gode, gammeldags æbleskiver, så duer posevarianterne fra supermarkedet ikke rigtig mere.

Det skal du bruge:

  • 5 dl hvedemel

  • ½ tsk salt

  • 2 tsk sukker

  • 1 ½ tsk kardemomme

  • 1 tsk natron

  • 1 knivspids bagepulver

  • 3 store æg

  • 5 dl kærnemælk

  • 3 spsk god neutral olie, fx. raps- eller solsikkeolie

  • ½ vaniljestang, kornene heraf

  • Revet skal fra en øko citron

  • Smør eller svinefedt til stegning

Sådan gør du:

  • Start med at finde alle ingredienserne, en håndpisker og to skåle frem (allerede her fornemmer man at det er Dortes opskrift. Det er MEGET velorganiseret).
  • Æggene deles i blommer og hvider i hver sin skål. I blommeskålen kommes desuden kernemælk og olie, og det hele får en grundig tur med håndmixeren. Til sidst piskes alle de tørre ingredienser i; mel, salt, sukker, vaniljekorn, kardemomme, bagepulver, natron og revet citronskal.
  • Så piskes æggehviderne stive, og vendes forsigtigt i dejen, der kommes i en kande med en god hældetud.
  • Opvarm æbleskivepanden, og kom lidt smør i hvert hul. Fyld hullerne trekvart op med dej. Vend æbleskiverne en halv omgang, når de begynder at stivne og hæve i kanterne. Brug evt en strikkepind eller en kødnål. Når de er vendt den halve omgang, giver et hul i æbleskiven plads til at man lige kan efterfylde med lidt mere dej (eller æblemos), før den vendes helt rundt. På denne måde får man de fineste runde og fyldige æbleskiver.
  • Når du vælger syltetøj til dine æbleskiver, så gå efter en der ikke er voldsomt sød. Du ender med at drukne de fine smage i et stort, rødt sukkerbad. Hvis du er så heldig at din mor har lavet blommemarmelade, så er det NU den skal frem.

Tips

  • Hvis gidelsesprocenten er høj, kan man jo lave en kanel- og sukkersødet æblemos og komme ind i midten af æbleskiverne eller bruge som alternativ til marmeladen.
Æbleskiver
I Peters Jul er der en tegning af Pietro Krohn (forfatterens bror) af æbleskiver, der hældes ud af en æbleskivepande.

Æbleskiver har mange år på bagen som julebagværk. Som de fleste nok ved, var der tidligere enten et stykke kogt æble eller lidt æblegrød bagt ind i æbleskiverne. Faktisk omtales de allerede i 1866 i ”Peters Jul”, hvor billedet her er fra.


I Sønderjylland kan man stadig støde på æbleskivelækkerier med fyld af æble- eller sveskemos. Man kan mene, at denne variant minder ikke så lidt om nutidens Berliner Pfannkuchen.

Kommenter gerne på opskrifterne!