Bagte cherrytomater

Bagte cherrytomater

Bagte cherrytomater er virkelig nemt tilbehør, men tag ikke fejl. Det har en ganske høj lækkerhedsfaktor!

Når man laver langtidsbagte cherrytomater, fordamper der selvsagt en masse væske, og derfor bliver de meget mere koncentrerede i smagen. Og når man så samtidig giver dem lidt balsamico og honning på toppen, så er der ikke et øje tørt omkring bordet. Men hvis du har travlt, så fortvivl ikke! Du kan sagtens få et glimrende resultat ud af det ved at give cherrytomaterne 25-30 minutter ved 200°C.

Hvis du har lavet mange bagte cherrytomater, så kan du konservere dem ved at komme dem på glas og overhælde dem med olivenolie. Kom gerne et par fed hvidløg, lidt citronskal fra en økocitron (kun den gule del) og et par kviste timian og rosmarin ved.

Bagte cherrytomater er lækre i sig selv, eller på et ristet brød, i en sandwitch eller i en salat. Men de er ekstra velegnede som tilbehør til lam, prøv dem sammen med lammeryg eller lammeculotte. Eller du kan også pifte en hakkebøf eller noget sprængt svinebryst op med dem.

Bagte cherrytomater

Antal

4

tallerkener
Forberedelse

5

minutter
Bagetid

2,5

time

Hvis du laver flere langtidsbagte cherrytomater end du lige skal bruge, så kom dem på glas og dæk dem med olivenolie.

Det skal du bruge:

  • 400 g cherrytomater

  • 4 spsk olivenolie

  • 4 spsk balsamico

  • 1 spsk honning

  • 2 tsk finthakket rosmarin eller timian

  • Salt og fiskkværnet peber

Sådan gør du:

  • Skær cherrytomaterne i halve.
  • Rør olivenolie, balsamico, finthakker rosmarin og honning sammen i en lille skål. Dryp blandingen ud over tomaterne, og giv dem et skud salt og peber til sidst.
  • Bag dem i ovnen i 2,5 timer ved 150°C, men kig lige til dem efter to timer.

Tip

  • Hvis du kan få fat i både røde og gule cherrytomater, så bliver dit tilbehør ekstra farverigt.
  • Det kan være lækkert med et fra knust hvidløg i olieblandingen, hvis hvidløg passer til den ret tomaterne skal serveres til.

Det tager en del ovntid at lave bagte cherrytomater. Derfor laver jeg dem tit i større portioner. Hos grønthandleren kan man tit få en kasse cherrytomater der er tæt på at være overmodne. Sådan en sag kan i reglen erhverves for omkring 25-35 kroner, hvis man møder op på det rette tidspunkt.

Kommenter gerne på opskrifterne!